
I 2014 blev Cardiff udnævnt til 'European Capital of Sport' - en ære der tildeles en by som i kalenderåret er vært for en række sports events med en stærk europæisk dimension. Dette sætter en tyk streg under Cardiffs potentiale som sportsby. En by der er repræsenteret af klubber i de højeste britiske ligaer, indenfor både fodbold, rugby og ishockey. Og som derudover lægger imponerende flotte hjemmebaner til diverse walisiske landshold.
Hvad enten du kommer til byen som ivrig fan eller for selv at søge sportslige udfordringer, er der et overvældende udbud af events og faciliteter. Så pak sportstøjet eller øv dig på den walisiske nationalsang - for i Cardiff finder du altid sportslige oplevelser på højeste niveau!
(Klik på adresser og stednavne for at se placeringen på Google Maps)
Topfodbold med Cardiff City FC
Jubelbrølet kunne høres helt til Snowdonia i det nordlige Wales, da Cardiffs 'Bluebirds' efter mange forgæves forsøg, endelig sikrede tilbagevenden til den bedste britiske række, Premier League, i foråret 2013. De hårdt prøvede fans fik dog i første omgang blot en enkelt sæson i det fine selskab.

Klubben har siden 2009 spillet sine hjemmekampe på Cardiff City Stadium i bydelen Leckwith vest for centrum. Et topmoderne stadion med plads til 27.000 tilskuere. Så selv om holdet er tilbage i andenbedste række, er Cardiff et oplagt rejsemål hvis man er til 'engelsk' fodbold på højt niveau.
Fansene i Cardiff har haft et blakket ry, men der er ikke længere samme ballade til kampene, og forholdende er blevet mere familievenlige. Find mere info om en fodboldtur til Cardiff på www.engelskeklubber.dk.
Eller følg klubben på deres officielle hjemmeside: cardiffcityfc.co.uk
Rugby-brag med Cardiff Blues
De brede skuldre brager sammen i tonstunge tacklinger, den ovale bold skifter flittigt hænder og de muskuløse ben pløjer græstæppet op i jagten på et 'try' (mål). Rugby er sporten over dem alle i Wales, og en stor del af den nationale stolthed. Enhver by har mindst én rugby-klub, og i hovedstaden hedder flagskibet Cardiff Blues.

Vil man opleve den autentiske walisiske kultur, bør man se en hjemmekamp på Cardiff Arms Park som er nabo til Principality Stadium. Arms Park kan huse over 12.000 tilskuere, og en billet fås fra £19 afhængig af kamp og sædevalg. Sæsonen løber fra september til maj.
Se kampprogrammet på cardiffblues.com
Rugbylandskampe med 'The Red Dragons'
En rugbylandskamp på Principality Stadium er den ultimative walisiske sportssoplevelse - ja, vel stort set den ultimative walisiske oplevelse generelt. Landets udvalgte rugbyhelte udgør en stor del af den nationale stolthedsfølelse og opbakningen er enorm. At selv en opvisningskamp kan trække over 50.000 tilskuere i en by dobbelt så stor som Odense siger det hele. Hårene rejser sig med sikkerhed i nakken, når et udsolgt stadion (74.500) brøler med på den walisiske nationalsang før de afgørende kampe.

Rugby er en folkelig sport og en sport for hele familien - så her skal man bestemt ikke frygte ballade eller hooligans. Det er kun på banen der bliver delt tæsk ud.
Hold øje med kommende kampe og book billetter via Principality Stadiums hjemmeside. En voksen-billet ligger fra omkring 30 pund.
Læs mere om walisisk rugby på forbundets hjemmeside wru.co.uk
Top cricket på Swalec Stadium
Vil du opleve den autentiske britiske sportskultur, er en cricket-kamp på Swalec Stadium et godt bud. Sporten der menes at stamme fra England, er den ældste holdsport i Wales. En traditionsrig sport der bedst beskrives som en avanceret form for rundbold. Altid med elleve spillere på hvert hold, men med varierende kampformater, hvoraf de længste kan strække sig over fire dage.
![]() |
Foto: Swalec Stadium website |
Swalec Stadium har plads til godt 16.000 cricketfans, og ligger lige hvor floden Taff slår en bugt. I smukke Sophia Gardens, få minutters gang fra centrum.
En stolt hjemmebane for hele regionens hold; Glamorgan Country Cricket Club. Wales' eneste repræsentant i first-class rugby ligaen hvor der spilles mod en række engelske 'counties' (regioner).
I sæsonen der løber fra april til starten af september spilles der kampe hver weekend - ude eller hjemme. Så tjek klubbens hjemmeside for program og billetter.
Wales har også sit eget landshold i cricket, men de bedste walisiske spillere kan også repræsentere England, som holder langt højere niveau. Begge hold spiller fra tid til anden deres landskampe i Cardiff.
Udover live action byder Swalec Stadium også på et cricket-museum.
Elite ishockey med Cardiff Devils
Der er tempo og tacklinger på programmet når Cardiffs djævle skøjter på isen i Ice Arena Wales ved Cardiff Bay. Det flotte nye Isstadion, som i starten af 2016 endelig afløste den gamle midlertidige hal på nabogrunden. Storbritannien forbindes ikke umiddelbart med den iskolde sportsgren, men det til trods holder den britiske liga et ganske pænt niveau. En liga der udover Cardiffs repræsentation af Wales, består af hold fra både England, Skotland og Nordirland.

stolte traditioner og en loyal fanskare der altid formår at skabe god intensitet i den intime arena. Så hvad enten du selv er passioneret hockeyfan eller ej, kan 'en aften i helvede' varmt anbefales.
Ice Arena Wales har plads til godt 3000 tilskuere og voksen-billetter fås normalt fra £15 pund (ca. 150 kr.).
Se mere på cardiffdevils.com
Fodboldlandskampe med 'The Dragons'
Wales har status som det 3. ældste fodboldlandshold i verden (første kamp 1876) og har én af verdens dyreste fodboldspillere, Gareth Bale, i truppen. Til trods for det har det sjældent været landets fodboldhold der har trukket de succesfulde overskrifter. Men stemningen er ved at vende, og ved EM i sommeren 2016 deltager Wales for første gang ved en stor slutrunde siden 1958.

Kun de helt store kampe, som imod rivalerne fra England, spilles fortsat på Principality Stadium. Vil du rejse til Wales for at se en fodboldlandskamp, skal du derfor holde øje med forbundets hjemmeside faw.org.uk for at se hvor næste kamp spilles. En del af kampene spilles på Cardiff City Stadium.
Danmark og Wales har mødt hinanden otte gange i fodbold, med fire sejre til hver. Senest vandt Wales 1-0 i Danmark i 2008. Gareth Bale der nu er én af verdens største fodboldstjerner hos Real Madrid, er ligesom sit barndomsidol, Manchester United legenden Ryan Giggs, fra Cardiff.
Sejlsportens Formel 1: Extreme Sailing Series
De lynhurtige katamaran-sejlbåde flyver nærmest hen over vandoverfladen, dirigeret af deres professionelle skippere. Og der sejles ofte så tæt på land, at tilskuerne kan se ansigtsudtrykkene på de hårdt kæmpene besætningsmedlemmer.

Eventet trækker tusindvis af tilskuere til Cardiff Bay - og som tilskuer er det ganske gratis. Find din plads langs bugten og følg din favorit.
Det kunne passende være det danske Team SAP. Sponsoreret af det tyske software firma SAP og anført af de to danske skippere Jes Gram-Hansen og Rasmus Køstner.
Se mere her:
extremesailingseries.com
Speedway Grand Prix på Millennium Stadium
![]() |
Foto: www.millenniumstadium.com |
Der her været afholdt Grand Prix 16 gange på det enorme stadion, der ved denne lejlighed kan rumme 62.500 fartgale speedwayfans.
I 2017 køres det walisiske Grand Prix i juli, og billetterne købes via speedwaygp.com eller principalitystadium.wales
Nicki Pedersen og de andre danske profiler er som regel med helt fremme i serien - så pak dannebrog og ta' en tur til Cardiff.
DYRK SELV:
Rafting hos Cardiff International White Water
Bølgerne går højt på Cardiffs eksklusive white water anlæg, hvor man uden yderligere forudsætninger kan kaste sig ud i en gang padlende action i gummibåd, kano eller kajak.
![]() |
Foto: www.ciww.com |
Prøv selv kræfter på forhindringsbanen eller se om du kan holde balance på surf- og bodyboard simulatoren.
Cardiff International White Water blev flittigt brugt af flere topatleter under træningen op til OL i London, og fra tid til anden er det stadig muligt at overvære prestigefyldte konkurrencer her.
Anlægget findes ved International Sports Village: www.ciww.com. Bus nummer 7 eller 9 kører hertil fra centrum.
Mountainbike og vandring på The Taff Trail
Kombinér tohjulet motion med en sansemættende naturoplevelse. The Taff Trail er ruten som starter ved skulpturen 'The Celtic Ring' ved Cardiff Bay, følger floden Taff nordpå og ender i den idylliske by Brecon, 89 kilometer senere. Undervejs går ruten blandt andet forbi eventyrslottet Castell Coch (Se mere under Ta' ud!), Tom Jones' hjemby Pontypridd og ikke mindst de storslåede højder og vidder i Brecon Beacons bjergene.

I kan f.eks. cykle fra Cardiff til Brecon og tage toget hjem, eller tage en overnatning undervejs.
Anskaf dig et kort over ruten hos turistinformationen i Cardiff og lej cykler hos Cardiff Pedal Power.
Hop i vandet hos Cardiff International Pool
Hvad enten formen skal holdes ved lige, eller børnene skal underholdes, så er der rig mulighed for begge dele ved The International Sports Village, hvor Cardiffs moderne svømmekompleks har trukket folk i vandet siden 2008. Det 50 meter lange basin har olympiske mål og blev benyttet som træningsstadion op til OL i London 2012.
Er man mere til frossen vand byder naboen Cardiff Arena på offentligt skøjteløb, når der ikke spilles ishockeykampe.
Bus nummer 7 og 9 går stort set lige til døren. Find information om åbningstider og priser her her!