Kom

Med sin lidt afsides beliggende placering i forhold til resten af Europa, er Cardiff en overset destination for danske som såvel skandinaviske turister. Primært fordi der endnu ikke er nogle direkte flyruter fra skandinavien til Cardiff Airport. Men da Easyjet åbnede ruten mellem København og Bristol fik man mulighed for at lande indenfor halvanden times kørsel af Cardiff - hvilket har gjort det noget nemmere.

Fra Kastrup (til Cardiff)
Vil du alligevel flyve hele vejen til Cardiff, så kan du tage med KLM med skifte i Amsterdam, eller alternativt med Aer Lingus med skifte i Dublin. Sidstnævnte er billigst af de to, men noget af en omvej. Fra Cardiff Airport kommer du nemt ind til centrum med taxa, bus eller tog.

Fra Kastrup (til Bristol)
Foto: www.bristolairport.co.uk
Easyjet flyver mellem København og Bristol, hvilket gør det hele nemmere for dem som benytter Kastrup lufthavn. Normalt med afgange mandag og fredag.

På godt to timer når du til Bristol Airport. Herfra kan du tage med National Express busserne direkte fra lufthavnen til Cardiff centrum - en tur på halvanden time. Hver anden afgang går dog over Bristol centrum - så kig efter en direkte afgang når du booker - så sparer du både tid og penge. Den direkte tur fås fra £10.

Vil du over Bristol på vejen kan du alternativt tage lufthavnsbussen ind til Bristol centrum, og derfra tage toget til Cardiff Central Station.

Fra Jylland (til London)
Vil du benytte Billund eller en af de andre jyske lufthavne, kan du flyve til London med f.eks. Easyjet eller Ryan Air.

Flyver du til lufthavnen i Gatwick er der enkelte busafgange direkte til Cardiff med National Express. Ellers skal du ind til Victoria Station i centrum af London, og videre med National Express eller Megabus. Bemærk at ved Victoria Station skal du krydse vejen og med videre mod Cardiff fra Victoria Coach Station! Turen med bus fra London til Cardiff tager mellem tre en halv og fire timer, men det er meget billigere end at tage toget.

Vil du spare tid tager den tilsvarende tur med tog to timer. Så skal du med fra Paddington Station i London til Cardiff Central Station. Togbilletter kan findes her!

Fra øvrige Europa
Vil du til Cardiff fra andetsteds i Europa, kan Cardiff Airport nås fra eksempelvis Amsterdam, DüsseldorfParis eller Geneve - og naturligvis også via diverse indenrigsflyvninger i Storbritannien.

Kommer du med bil via Eurotunnel fra Frankrig, går motorvejen M4 hele vejen fra udkanten af London til Cardiff.